Om mit liv og mine dybe erkendelser og processer.

** Jeg står på badeværelset og kigger mig i spejlet.
”Du skal øve dig i at konfronterer det der kommer! Når det kommer!!”Guidningen har jeg fået i en halvvågen drøm.
Én af de drømme som kommer, når tiden er inde til at gøre som der bliver sagt. Jeg kender dem nu og er ikke i tvivl .
Det giver mening NU!
Jeg mærker det NU.
Frustrationen, utilfredsheden med mig selv og min manglende handling på hjertets længsel.
Jeg mærker trangen til at råbe højt og længe. Det er søndag formiddag og hele familien er hjemme. Så jeg tager lynhurtigt mit løbetøj på og håber at jeg er alene ude på den markvej, som jeg runder på mine hyppige løbeture.
Det er jeg!
Kun nogle få fugle gør mig selskab ude langs marken.
Pludselig formes mine læber nærmest til en tragt og min vejrtrækning intensiveres. Jeg overvejer at standse op, men mine ben fortsætter. Ud af tragten sprøjter spyt og fråde. Helt nede fra dybet af min mave som føles brændende som et bål.
Jeg er vred. Mærker den intense vrede i en grad jeg ikke har mærket længe.
Jeg kan ikke følge indskydelsen om at holde det nede.
Og så kommer brølet!
Som fra en løve der møder sin værste fjende.
Det varer længe. Jeg tager ny luft ind og lader flere komme.
Jeg råber:
”Jeg gider fandme IKKE at være bange for alting længere! Slut med det! Farvel for helvede! Og tak for lån lorterøve!”
En hulkende gråd tager over og sender mig i knæ. Midt på markvejen en kold efterårsdag lader jeg det som føles som et helt livs vrede, få afløb.
Jeg mærker kvalmen og bevæger mig langsomt hen til et stort træ, som er det jeg plejer at kramme, når energien er til det. I dag mærker jeg kun trangen til at kaste op ved træet. Jeg sidder på knæ og holder mine hænder op af den kolde bark som er grøn af mos.
Jeg bliver stille, kvalmen aftager og jeg sætter mig op af træet og lukker øjnene. En dyb ro omslutter mig, det er som om den strømmer nede fra jorden og fra træets rødder. Kærligheden. Jeg smiler og lader tårerne løbe ned over mine kolde kinder…..**

(Dette er et lille uddrag af den bog jeg begyndte at skrive på, for flere år siden. Om mit liv og mine dybe erkendelser og processer.
Den har ligget i dvale længe. Men i nat modtog jeg budskabet om at jeg ikke længere må have modstand eller finde mig i min selvsaboterende blokering. Så jeg har fundet den frem igen, har læst og mærket og glæder mig til at skrive…….)